Håndværkerens simple guide til Instagram
Instagram er en platform, hvor man kan dele billeder og videoer med hele verden. Profiler kan følge hinanden, og dermed få et indblik i hinandens hverdag. Som et af de hurtigst voksende sociale medier i øjeblikket med mere end 1 milliard aktive brugere på verdensplan, er der ingen tvivl om, at det er et af de vigtigste steder at være repræsenteret som virksomhed.
Der er ingen tvivl om, at det giver mening for håndværkervirksomheder at være repræsenteret på Instagram. Det er gratis at benytte, og det behøver ikke at tage mere end et par minutter om dagen at holde profilen opdateret.
Men hvordan griber man det store billedbaserede sociale medie an, når man er en traditionel håndværkervirksomhed? Det forsøger vi at hjælpe dig med i denne simple guide til Instagram, for det er faktisk ret nemt at holde sig aktiv.
Vælg et brugernavn, der er nemt at huske
Det første skridt på vejen mod succesfuldt brug af Instagram er at vælge et brugernavn, der er kort og nemt at huske. For det første, er der større sandsynlighed for at folk ikke glemmer, hvad virksomhedens Instagram-profil hedder – og for det andet, ser det mere stilrent ud, hvis man har et brugernavn, der hedder @KnudsenVVS i stedet for f.eks.: @Knudsen_V_V_S0987.
Jo mere stilrent navnet er, jo mere troværdig virker profilen også ud ad til. Det er også årsagen til, at du ikke bør benytte din personlig profil til at lægge billeder op fra virksomheden. Det gør profilen sværere at finde, og samtidig virker det mere som et amatørforetagende.
Du kan dog sagtens have både din personlige profil og din virksomhedsprofil på én telefon. Det er hurtigt og nemt at skifte imellem de to.
Læg et billede op om dagen
Instagram elsker brugere, der er aktive. Og det gør dine følgere også. Har man valgt at følge din virksomhed på Instagram, er det uden tvivl, fordi man gerne vil følge med i det, der bliver lagt op.
Vær derfor ikke bange for at lægge et billede eller en video op om dagen. Udover, at du dermed giver noget til dine eksisterende følgere, er det også en god måde at skaffe nye følgere på. Jo mere aktiv din virksomheds profil er på Instagram, jo større er chancen for at den bliver vist frem for brugere, der kunne være interesserede i det du lægger op.
Det er dog vigtigt også at huske på ikke at spamme dine følgere. Hvis du kan begrænse dig til et enkelt eller to opslag om dagen (eventuelt et om morgenen og et om eftermiddagen) ville det være optimalt. Kvalitet frem for kvantitet, til en grad der giver mening.
Konvertér dine følgere til kunder
Efterhånden, som du skaber dig en følgerskare ved brug af relevante hashtags (f.eks. #håndværker #gørdetselv #tømrerarbejde #vvs og lignende), er det med at konvertere dem til kunder. Der er flere måder, hvorpå du kan gøre dette.
Udover, at du på virksomhedens profil kan tilføje muligheden for at ringe op til dit telefonnummer eller skrive til din e-mailadresse, så kan du også lave fængende beskrivelser til dine opslag, som giver kunderne lyst til at kontakte dig.
Et eksempel kunne være: ”Vi har i dag opsat udendørsbelysning langs indkørslen til dette flotte hus. Skal vi også hjælpe dig med at komme trygt hjem på mørke vinteraftener? Ring til os i dag for en uforpligtende snak.”
Hvis du er vedholden i din aktivitet, kommer du helt sikkert også til at se resultater. Det handler om at vise at i er en levende virksomhed, med rigtige håndværkere på den anden side af skærmen.
Har du brug for hjælp til Instagram, hjælper vi hos HåndværkerHjemmesider dig gerne.